-
New Zealands maorier bryder traditioner med valg af dronning
المصدر: BDK Borsnyt / 05 سبتمبر 2024 03:58:14 America/New_York
New Zealands oprindelige befolkning, maorierne, har torsdag udpeget en 27-årig dronning som deres nye monark. Den nye dronning, Nga Wai hono i te po Paki, blev tiljublet af tusinder, da hun satte sig på en trone af træ under en ceremoni på Nordøen. Samme dag blev hendes far, kong Tuheitia, begravet. Valget af Nga Wai hono i te po Paki som ny dronning ses som et tegn på forandring hos den oprindelige befolkning, der kun én gang tidligere har udpeget en dronning. Hun er den eneste datter og yngste barn af kong Tuheitia, der døde fredag efter en hjerteoperation. Efter at være blevet valgt af et høvdingeråd blev Nga Wai ført til tronen. Imens messede og råbte mænd i bar overkrop med tatoveringer og våben. Maoriernes monark har hovedsageligt en ceremoniel rolle og ingen juridisk magt. Men vedkommende har stor kulturel og nogle gange politisk betydning som et symbol på maoriernes identitet. Som eneste datter og yngste barn af kong Tuheitia blev dronning Nga Wai af nogle anset som et overraskende valg som dronning. - Det er helt sikkert et brud med de traditionelle udpegninger af maoriledere, som typisk bliver det ældste barn, sædvanligvis en mand, siger Karaitiana Taiuru, der er rådgiver om maorikultur. En af den nye dronnings ældre brødre havde påtaget sig mange ceremonielle pligter, mens kongen var ved dårligt helbred. Mange havde regnet med, at han ville tage over. Kulturrådgiveren Taiuru anser det for at være et "privilegie" at have været med til at se en ung maorikvinde blive dronning. - Maoriverdenen har længtes efter yngre ledeskikkelser til at lede os gennem en ny verden med kunstig intelligens, genmodificering, global opvarmning og mange andre sociale forandringer, som truer os, siger den kulturelle rådgiver. Maorierne udgør omkring 17 procent af New Zealands befolkning - eller cirka 900.000 mennesker. Den oprindelige befolkning har en højere andel end New Zealand som helhed af arbejdsløse og personer under fattigdomsgrænsen. De er også mere udsatte for kræft, hjerte-kar-sygdomme og diabetes og har højere selvmordsrater. Den forventede levetid for maorier er syv år kortere end andre newzealænderes. /ritzau/AFP https://www.berlingske.dk/internationalt/new-zealands-maorier-bryder-traditioner-med-valg-af-dronning